180 hvede

Den dag, vi i dag kender som Store Bededag, blev indført af Hans Bagger (biskop over Sjælland 1675-1693), der i løbet af sine to første år som biskop fik indført tre faste- og helligdage i sit stift.

Af dem blev den midterste lovfæstet ved kongelig forordning den 27. marts 1686 som en "ekstraordinær, almindelig bededag" for hele riget og samtidig afskaffedes nogle andre bededage således at der kun var en tilbage.


Kirkeklokkerne gav tegn til at standse arbejdet
Store bededag blev indvarslet aftenen før ved stormklokkeringning fra landets kirker. Det var tegn til, at der ikke længere måtte drives handel og at kroer, beværtninger og lign. skulle lukke, så folk kunne gå hjem og hellige sig den forestående bededag og møde veludhvilede og ædru i kirke næste morgen, som forordningen krævede. Derefter skulle befolkningen afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed" indtil dagens kirkelige handlinger – gudstjeneste, højmesse, tolvprædiken og aftensang – var overstået. Placeringen af Store Bededag på netop dette tidspunkt kædes sammen med de såkaldte "gangdage", der blev afholdt om foråret med hellig procession ud over markerne for at styrke afgrødernes vækst. Til disse gangdage var knyttet kirkelige ritualer og tekstlæsninger, og de udgjorde et modstykke til efterårets høstfest. Det nævnes også som bevæggrund, at denne placering tillod kongen, at holde bededagen sammen med københavnerne, inden han drog ud på sin årlige sommerrejse i landet.


Traditioner i forbindelse med Store Bededag
Særligt to traditioner er knyttet til Store Bededag og aftenen før.

 hvederTraditionelle varme hveder serveres aftenen før Store Bededag

Mest kendt er skikken med at spise lune hveder aftenen før Store Bededag. Baggrunden er, at end ikke bagerne måtte arbejde fra solnedgang aftenen før Store Bededag og hele den følgende dag. Derfor kom de helligdagen i forkøbet ved at bage ekstra store hvedeknopper dagen før, som folk så kunne købe med hjem til at varme og spise dagen efter. Det blev imidlertid hurtigt til, at hvederne blev spist samme aften - medens de endnu var lune og sprøde. Skikken kan føres tilbage til 1832. Oprindeligt spiste man nogle af hvedeknopperne uden at riste dem den aften de var blevet bagt, og dagen efter ristede man de sidste, skar dem over en gang til, og smurte dem på den side der ikke var ristet. Senere i takt med, at samfundet er blevet rigere er det ikke nødvendigt, at skære dem over en gang til, så i dag er det mest almindelige, at man spiser dem med smør på den ristede side, og altså aftenen før Store Bededag som mens jeg var i lære som bager altid hed Store Hvededag. Vi bagte rigtig mange hveder dengang fra kl. 6.00 og til 20.00 skulle der hele tiden være varme hveder at få i butikken, og kunder var der rigeligt af der i starten af halvfjerdserne.

Den anden tradition, der normalt forbindes med Store Bededag, er det københavnske borgerskabs skik med, at spadsere på byens volde Store Bededagsaften. Skikken kan føres tilbage til 1700-tallet. Den siges, at være opstået på grund af det vellydende klokkespil fra Vor Frue Kirke, der lokkede københavnerne ud for at spadsere og nyde de nyudsprungne, forårsgrønne linde– og kastanjetræer. Borgerskabets forkærlighed for denne skik var angiveligt medvirkende til, at helligdagsreform-kommissionen ikke turde foreslå, at sløjfe Store Bededag ved helligdagsreformen i 1770, idet enevældens konger var afhængige af borgerskabets velvilje. Klokkespillet blev sat op i 1747, og ødelagt ved englændernes bombardement i 1807, hvor kirkens spir blev ramt og styrtede ned over hovedbygningen, der udbrændte helt. Efter 1850 blev størstedelen af Københavns volde sløjfet og spadsereturene henlagdes til de bevarede dele ved Kastellet og på Christianshavns Vold 

Skrevet af: Knud Henrik Sørensen