fahima cykel

Indvandrekvinderne i Hasle har ikke noget problem i at slingre rundt på små børnecykler i timevis, det er det at turde møde op til cykelkurset, der er det sværeste ved at lære at cykle.

Se en film om cykelholdet nederst i artiklen.

En scooter fræser ind i baggården, og en ung fyr springer af foran en af boligblokkenes opgange. En hund står fastbundet til et bordebænkesæt og gør indtrængende af den fjerne baggrundsmusik, og lidt længere væk udfordrer et par børn legepladsens rutsjebane. Det er tidlig sommer og hele det betonstøbte boligkvarter i Hasle, lidt nord for Aarhus, summer af altanliv og optakter til grillsæson. Det grønne fællesareal er omkranset af en flisesti, og her slingrer tre kvinder rundt på alt for små børnecykler. 

Kvinderne har cykelhjelme spændt godt ned i panden, deres blikke er stålsatte, og de ænser dårligt nok, alt det der foregår omkring dem. De er ved at lære at cykle.

En af kvinderne er Fahima. Hun har taget sin uddannelse, sit kørekort og et svømmecertifikat i Danmark, men det er først efter 14 år i landet, at hun møder op til cykelkurset.
Som dansker kan det være svært at forstå. Vi tager det at kunne cykle for givet; det er noget vi lærer som børn, inden vi starter i skole som en ligeså fundamental færdighed, som det at kunne tale sproget. For indvandrekvinder der derimod aldrig har lært at cykle, kan et cykelkursus, på den måde, være med til at fremme integrationen. Men først og fremmest handler cykelkurserne om at lære en lavpraktisk færdighed som voksen, og det kræver mod og viljestyrke: Ud over balance og styrefart skal man have viljen til at ville lære og modet til at opsøge undervisning - udfordringer der opstår, inden man overhovedet sætter sig op på cyklen.

Uden støttehjul og blufærdighed
”Det var min brors kone, der sagde til mig, at jeg ikke skulle være bange for at lære at cykle, for de passer godt på én. Men til at starte med sagde jeg; ’nej, det der med at lære at cykle, det gider jeg ikke.’ Det var mest balancen, jeg var bange for,” siger Fahima, som efter de første ti minutter forsigtigt begynder at sætte fødderne på pedalerne. Hun er flygtet fra Iran, hvor det i mange områder ikke er velset at kvinder cykler. Hun har været meget nervøs op til sit første kursus, men har ligesom de andre kvinder på kurset også en misundelsesværdig evne til at smide sin blufærdighed i baggårdens arena og tage kampen op mod de tohjulede, når først hun er i gang. De starter forsigtigt med bare at få en fornemmelse af balance og vralter langs stierne med cyklen mellem benene. Senere får de instrukser om gear og bremser og må kæmpe med pedalerne, for at erfare, at fart giver styring og balance.
”Det er også fordi, kvinder her i Danmark har meget travlt, der er ikke tid til at gå fra sted til sted, og så er det godt at kunne cykle,” siger Fahima og forklarer at den primære grund til, at hun vil lære at cykle, er for at kunne cykle på arbejde.

Alting går meget langsomt
I Hasle har indvandrekvinder mulighed for at komme på cykelkursus en gang om ugen. Tilbuddet er et samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp og Kulturhus Herredsvang, som siden 2009 har lært omkring 30 kvinder at cykle, skønner Anne Dalsgaard, som er boligsocial medarbejder.
”Det er en praktisk færdighed, der er fuldstændig umulig at overkomme uden hjælp, men ofte oplever kvinderne, at det giver mulighed for at indgå i helt nye sammenhænge efterfølgende,” siger Anne Dalsgaard og forklarer, at selve udfordringen ligger i at få kvinderne til at møde op.
”Alting går meget langsomt. Det tager tid at informere og opbygge tillid nok, til at kvinderne vil benytte sig af tilbuddene, og man skal ikke komme her som lynhurtig iværksættertype,” siger hun og forklarer, at det vigtigste er, at kvinderne ikke føler sig belærte eller talt ned til.

Selvtillid og nye færdigheder
Fahima har måtte lære mange ting, efter hun som voksen er kommet til Danmark, og hun er ret hurtig til at finde balancen på cyklen.
”Da jeg kom til Danmark, var der så mange ting at lære - jeg ville lære det hele, men ikke det med at cykle,” siger Fahima, som arbejder i en børnehave og beundret ser til, når børnene suser rundt på deres minicykler.
Fahima kom til cykelkurset sammen med sin mand, som gerne vil have hende med ud at cykle til sommer, og så er undervisningen nødvendig.
”Her hører jeg efter, hvis min mand skulle lære mig det ville jeg bare tænke; hvorfor skal han bestemme over mig,” siger Fahima og griner.
Efter halvanden time kører hun sikkert på den lille børnecykel. Kurset er slut for denne gang, og Fahimas nervøsitet er blevet udskiftet med stor selvtillid. Følelsen af at kunne. Følelsen af at mestre en ny færdighed.
”Nu skal jeg vise min mand det og sige, han skal købe en cykel til mig,” siger hun storsmilende og går op til parkeringspladsen, hvor hendes mand kommer og henter hende igen.

Se en lille film om cykelholdet her

Skrevet af: Astrid Ildor